Fokus på ungdommen har givet pote: Vestbjerg IF oplever betydelig medlemsvækst

Foto: Vestbjerg IF.
dato

Stor medlemsfremgang for håndboldklubben Vestbjerg IF. Det viser den nye opgørelse over DanskHåndbolds medlemstal for 2023.

Vestbjerg IF vækster med hele 57 procent – dermed har den nordjyske klub fået yderligere 61 medlemmer og tæller nu i alt 167 håndboldspillere.

Klubben har især stor succes med at tiltrække og fastholde børn op igennem deres skoletid og ind i teenageårene. Gruppen for 7-12-årige vokser fra 20 til 43 spillere og gruppen for 13-18 år fra 34 til 52 spillere.

Også på landsplan går DanskHåndbold flot frem til det højeste medlemstal i ni år med 107.666 håndboldspillere. En stigning på 4.138 medlemmer.

Resultaterne skaber jubel hos chefen for DanskHåndbolds Udviklingsafdeling, Lars Møller.

”Især glæder det mig, at vi ser fremgang både blandt børn, unge og voksne. Æren skal i stor stil tilskrives vores mange frivillige ildsjæle ude i foreningerne, der leverer et utrætteligt stykke arbejde for at skabe gode fællesskaber og oplevelser for alle. Dem kan vi ikke takke nok for deres indsats,” siger han.

Kilde: DanskHåndbold
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.