BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Har du interesse for det præhospitale og luftevakuering, så kan du være den overlæge, vi har brug for i en nyoprettet stilling i Element for Flyvevåbnet ved Forsvarets Sanitetskommando.
Døgnet rundt er der mindst tre Search-and-Rescue (SAR) helikoptere på beredskab i Danmark. De står klar til at rykke ud til mange forskellige opgaver, fx søredning fra skibe og vand, eftersøgning af forsvundne borgere, luftevakuering af patienter fra de danske øer, patienttransporter mellem sygehuse, assistance til politiet og meget andet.
SAR-helikopterne er bemandet med 6 besætningsmedlemmer, heriblandt en SAR-læge og en SAR-lægeassistent, og den medbringer udstyr og medicin til behandling af kritisk syge patienter.
Om os
Om Forsvarets Sanitetskommando
I Forsvarets Sanitetskommando sikrer vi soldatens helbred. Vi er fagligt ansvarlige for - og varetager sundhedstjenesten i Forsvaret. Vi udvikler og rådgiver om militærmedicinske forhold, om militær fysisk træning og står for driften af infirmerierne og skolerne Center for Militær Fysisk Træning og Center for Sanitets- og Sundhedsuddannelse. Desuden er vi ansvarlige for rekruttering og uddannelse af Forsvarets sundhedsfaglige personel, som tager hånd om danske soldater i nationale og internationale operationer.
Forsvarets Sanitetskommando støtter Flyvevåbnet med sundhedsfagligt personel til international luftevakuering, til SAR-helikopterne og til de infirmerier på flyvestationer, hvor der udføres flyvemedicinske undersøgelser. Forsvarets Sanitetskommando støtter tillige med sundhedsfagligt personale ved udsendelse til internationale missioner.
Det sundhedsfaglige personales primære opgave er at tilvejebringe rammerne for den bedst mulige behandling af syge, tilskadekomne eller sårede soldater under national og international tjeneste. Vores opgave er at omsætte evidensbaseret medicin og ”best medical practice” til en militær ramme.
Om Element for Flyvevåbnet
Element for Flyvevåbnet er et mindre element, bestående af fire læger, der primært varetager rådgivning til Flyvevåbnet, men også støtter i forbindelse med operative opgaver.
Elementet har base på Flyvestation Aalborg sammen med Forsvarets Luftevakueringsenhed, Intensive Care Air Transportation Team (ICATT), der evakuerer syge/sårede fra hele verden.
I elementet har to overlæger det sundhedsfaglige ansvar for ICATT og rådgiver bl.a. Air Transport Wing. En overlæge har det sundhedsfaglige ansvar for SAR-helikopterne og rådgiver bl.a. Helicopter Wing.
Element for Flyvevåbnet ledes af kommandolæge for Flyvevåbnet, der desuden rådgiver Flyverkommandoen.
Om stillingen
Den primære opgave er at støtte SAR-helikopterne sundhedsfagligt og være leder for SAR-lægerne. Som sundhedsansvarlig for SAR-helikopterne, har du afgørende indflydelse på fx medicinsk udstyr, medicin, uddannelse af SAR-læger og –assistenter, krav til uddannelse og træning, sundhedsfagligt ambitionsniveau, vartning m.v.
Du skal samarbejde med både militære og civile kapaciteter, som fx AMK og HEMS (lægehelikopteren).
Undervisning indgår også i stillingen, eksempelvis for læger, lægeassistenter og soldater der skal udsendes.
Du kommer også til at deltage i nationale og internationale øvelser og missioner. Du vil fx kunne indgå som behandlingsansvarlig læge på en international luftevakuering eller blive udsendt i en international operation.
Der er en stor grad af medbestemmelse ift., hvilke øvelser og missioner man ønsker at deltage i.
Mulighederne for betalt uddannelse, kurser og konferencer er gode og anses som en integreret del af stillingen; nationalt såvel som internationalt. Du kan også forvente at indgå i nationale og evt. også internationale arbejdsgrupper og fora.
Stillingen er overvejende administrativ og indeholder sundhedsfagligt sagsarbejde for forskellige myndigheder, der typisk udmunder i rådgivning og anbefalinger. Sagsarbejde kan fx omhandle anskaffelse af nyt medicinsk materiel, sundhedsfaglig planlægning af kommende missioner, udvikling af kapaciteter, fastsættelse af sundhedsfaglige krav, delegeringer, planlægning af øvelser, rammeordinationer osv.
Tjeneste som SAR-læge på SAR-helikopteren indgår som en integreret del af stillingen.
Element for Flyvevåbnet deles om en telefonvagt, der døgndækker alle weekender og helligdage. Telefonvagten er aflønnet, og der er ikke tale om en tilkaldevagt. Formålet med telefonvagten er at kunne planlægge og iværksætte en luftevakueringsmission af en eller flere syge/sårede soldater fra udlandet.
Stillingen kan evt. tilbydes som deltid.
Der er fast tjenestested på Flyvestation Aalborg, men da Helicopter Wing og Forsvarets Sanitetskommando ligger i hhv. Karup og Brabrand, er stillingen forbundet med en vis transport. Dette dækkes af Forsvaret, der desuden stiller delebiler til rådighed.
Generelt er der meget stor fleksibilitet i stillingen, og da stillingen er nyoprettet er det også muligt at præge den.
Der er ofte gode muligheder for hjemmearbejdsdage og planlægning af egen arbejdstid.
Om dig
Vi forventer, at du har speciallægeautorisation i anæstesiologi, og at du vil bidrage aktivt til at sætte nye standarder for det sundhedsfaglige virke ved Forsvarets Sanitetskommando.
Samarbejde og kommunikation er helt centrale nøglekompetencer.
Vi forventer, at du har gode evner til at samarbejde på tværs af faggrænser, at du er pragmatisk og formår at få projekter til at lykkedes.
Du formulerer dig kort, klart og præcist, både i skrift og tale. Gode engelskkundskaber er ligeledes en forudsætning.
Tidligere uddannelse som militærlæge i Forsvaret er ønskelig, men er ikke et krav, idet denne uddannelse kan gennemføres efter ansættelse.
Forudgående erfaring fra SAR-helikopterne er ligeledes ønskeligt, men ikke et krav.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en militær stilling i Forsvarets Lægekorps med et ansættelsesområde, der omfatter Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder og institutioner. Det daglige arbejdssted er på Flyvestation Aalborg.
Ansættelsen sker på individuel kontrakt. Lønnen forhandles individuelt efter kvalifikationer og vil som udgangspunkt ligge på omkring 800.000 kr. årligt. Hertil kommer en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning med et pensionsbidrag på 17,1% af den aftalte løn.
Ansøgere, der i forvejen er ansat på tjenestemandsvilkår i Forsvaret, vil ved stillingsskifte inden for funktionsniveauet kunne bevare denne ansættelsesform i henhold til gældende løn- og ansættelsesvilkår for denne ansættelsesform.
Såfremt der er tale om et højere hovedfunktionsniveau, vil ansættelsen som hovedregel ske på individuel kontrakt. Den enkelte medarbejder kan dog efter Forsvarsministeriets konkrete og individuelle vurdering få mulighed for at bevare tjenestemandsansættelsen i henhold til gældende løn- og ansættelsesvilkår for denne ansættelsesform.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte:
Kommandolæge for Flyvevåbnet Kasper Winther på 2481 1221 / FSK-O-KLGFS@mil.dk
Har du spørgsmål til løn og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte Forsvarsministeriets Personalestyrelse HR-konsulent Charlotte Møller Nielsen på telefon 7281 9182.
Den korrekte ansøgningsfrist er den 14. august 2023. Vi forventer at holde samtaler i perioden 4. til 6. september 2023.
Hvis du går videre i processen, skal du være forberedt på at gennemføre Forsvarets fysiske basistest, helbredsvurdering og psykologtest-/interview. Til denne stilling er der desuden krav om flyvemedicinsk godkendelse.
Stillingen besættes 1. oktober 2023 eller snarest derefter.
Vi beder dig om at søge stillingen via linket. Vær opmærksom på, at bilag skal tilføjes som pdf-filer. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.
Hvis du allerede er ansat som tjenestemand i Forsvaret, stiles ansøgningen til Dronningen.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Aalborg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Flyvestation Aalborg, Thisted Landevej 53, 9430 Vadum
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 04-08-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=1236&ProjectId=183851&DepartmentId=18960&MediaId=4680&SkipAdvertisement=true
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5853666